Mono is dead! right?

Forleden overhørte jeg brudstykker af en samtale om, hvorvidt den musik vi hører i dag er i mono eller i stereo. Der syntes i flokken at være konsensus om, at stereo er standard, og at mono hører fortiden til. Mono er jo dødt, ikke?

Men, nej. Det kunne faktisk næsten ikke være mere forkert. Mono har i 10’erne gjort sit overraskende store comeback, og er blevet den nye standard for mange musikforbrugere.

Stereo blev med stue-anlægget op gennem 80’errne og 90’erne standarden, ligesom de gamle billedrørs-fjernsyn også var i stereo. Altså havde afspilningsenhederne to højttalerenheder, der skaber en rumlig fornemmelse, fordi f.eks. guitar kan placeres i venstre højttaler, klaver i højre højttaler, vokal midt imellem osv.

I dag har vi bluetooth-højttalere, fladskærmsfjernsyn, laptops og mobiltelefoner, som alle har hvilket til fælles?

At de spiller i mono. Dvs. at al lyd uanset placering i stereobilledet, vælter ud gennem én højttalerenhed i stedet for to. Det betyder naturligvis noget for lytteoplevelsen.

 
Beoplay A1 fra B&O. En bluetooth mono-højttaler som efterhånden hænger i mange hjem, kontorlokaler og butikker.

Beoplay A1 fra B&O. En bluetooth mono-højttaler som efterhånden hænger i mange hjem, kontorlokaler og butikker.

 

I en monohøjttaler får man ikke samme rumlige fornemmelse, og de forskellige roller i musikken har, forsimplet fortalt, sværere ved ikke at træde hinanden over tæerne, da der er mindre luft og mindre plads at være på.

Dette har også stor betydning for det arbejde en lydmixer som jeg, udfører, når jeg skal lave et mix til TV, Youtube eller div. streamingtjenester. Hvor mixere i mange år har sagt, “I don’t care about mono” og “mono is dead”, er det fuldstændig essentielt, at man i dag krydslytter sit mix i både mono og stereo. Simpelthen fordi modtageren med stor sandsynlighed hører produktet i en monohøjttaler.

Uanset om du har lagt en banjo i venstre side og en tambourin i højre side, skal de begge kunne høres i mono. Man skal have taget stilling til de forskellige roller og prioritere dem, fordi mono alt andet end lige er et kompromis. Så selvom både stereoanlæg og hovedtelefoner stadig er udbredt blandt musikforbrugere, er vi nødt til at forholde os til den nye mono-virkelighed, og agere efter den.

Så lad mig én gang for alle slå fast, mono er IKKE dødt. Mono er, efter mange år i respirator på intensiv, opvågnet og udskrevet til et helt nyt og meningsfuldt liv.