Twin Peaks er tilbage - meD mindre musik og mere lyd

Den længe ventede fortsættelse af kultserien Twin Peaks er en realitet - over 25 år efter serien fik sin premiere i 1990. 
Serien om mordet på Laura Palmer har betaget og fascineret publikum verden over, hvor især det legendariske soundtrack af Angelo Badalamenti, har indprintet sig hos de fleste. De melodiøse og mørke tonestrøg danner fundament for mystikken, som mordet på Laura Palmer og de dunkle skove, er omgærdet af.

Hvis vi spoler tiden tilbage til pilotafsnittet fra 1990, var musikkens tydelige tilstedeværelse bemærkelsesværdig. Næsten hver en lokation havde sin egen stemningsmusik. Om vi var på The Great Northern Hotel, savværket, politistationen eller i skoven, var stemningen underbygget af musikken. Den fortalte os, hvornår der var uhygge og fare på færde, hvornår vi kunne ånde lettede op, slappe af eller grine. 


Den nye sæson
Det var med enorm forventningsglæde, jeg åbnede første låge af den nye Twin Peaks kalender. Som serie- og filmmusikelsker, var jeg især spændt på, om musikken ville spille samme centrale rolle som i første sæson. Jeg glædede mig til at blive omfavnet, betaget og berørt af fantastisk musik. Men lad det være sagt med det samme - jeg blev slemt skuffet.

De mørke og strygende synthesizerlyde, de taktile lilletrommewhiskers, de corny synth-trompeter, elklaveret med den karakteriske tremolo-vibrato, som vi kender fra første sæson, udeblev alle. De iørefaldende temaer var væk (bortset fra intromelodien), og musik var kun sporadisk til stede. 
 

Roomtone - lyd men ikke musik
I stedet for de lurvede 80'er lydtæpper var det nu rummenes egen tone, der dannede den auditive ramme. Det man også kalder roomtone - altså den reallyd der er i rummet.  F.eks. i form af lyd fra ventilatorer, radiatorer, et åbent vindue o.l. 
Denne roomtone er i det nye Twin Peaks så fremtrædende i lydbilledet, at den er en overdrevet gengivelse af rummets egen reelle lyd. På den måde har lyden stadig en fremtrædende rolle - men kun sjældent i form af musik. Og det er med til at understrege den lidt bizarre og kolde stemning i serien, hvor man rynker på næsen og tænker "hvad?".

Men det er efter min opfattelse på bekostning af engagementet, berøringen og de store følelsesmæssige udsving hos den, der ser. Soundtracket nærmest skreg i dets fravær, og gjorde det til tider svært at bevare fokus og interesse. Simpelthen fordi musikken har den evne, at den fastholder os i de lange passager med dialog, og gør tørt indhold mere spiseligt. 

David Lynchs´ svære valg
Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at dette er et meget bevidst greb af David Lynch - som i øvrigt selv er manden bag lyddesignet. Efter at have set de fire første afsnit, hvor musikken langsomt introduceres, synes jeg omsider at have forstået, hvorfor musikken næsten udebliver i første afsnit. 
Jeg tror, David Lynch har følt sig nødsaget til at "tear the house down" for at genopbygge det påny. For ikke at servere gammel vin på nye flasker ser han det nødvendigt at smadre publikums forventninger, før der kan bygges noget nyt og selvstændigt op. 
Og dét er lykkedes. Bare med den konsekvens at serien fremstår mindre inviterende, til tider frastødende og blot mere mærkelig end dens forgænger (hvor utroligt det end lyder). 

Så hvis man forventer mere af det samme i det nye Twin Peaks, bliver man skuffet. Men forventer man sære plots, bizarre skikkelser, underfundige og overtroiske karakterer, humor og masser af tavshed, bliver ens forventinger til gengæld indfriet. Man er aldrig i tvivl om, at det er ægte David Lynch.


Musikkens vigtige funktion
Det er selvfølgelig ikke, fordi jeg ønsker en gengivelse af musikken fra den første sæson. Den nye sæson skal jo også afspejle, at der er gået 25 år siden sidst. Men man kan undre sig over, at den vigtige funktion, musikken havde i Twin Peaks, er blevet tilsidesat i fornyelsens navn.
Jeg savner at blive stimuleret auditivt, og at blive guidet af musikkens stemninger. Musikken skal fortælle mig, hvornår og gerne hvordan jeg skal føle. Den skal tage mig i hånden, gøre mig (u)tryg og give historien dynamik og fremdrift. 

David Lynch er ikke bange for at tage chancer, skubbe grænser og udviske genre-skel. Hatten af for det. Og når jeg efterrationaliserer, kan jeg sagtens se den effekt degraderingen af musik har givet. En slags chok-effekt til den forventningsfulde musikelsker. Og jeg kan sagtens se det interessante i at lege med folks forventninger. Så det er stadig med stor spænding og åbent sind, jeg ser frem til de resterende afsnit af den serie, der i sin tid åbnede mine øjne og ører for musikkens kraft og indvirkning på film og tv.