ASMR

ASMR er et nyt og fremadstormende fænomen på Youtube, som stimulerer seerens sanser ved hjælp af lyde som hvisken, prikken, kradsen og knitren.  
Har du endnu ikke hørt om ASMR, så er det på høje tid, du spidser ører.

Det anerkendte New York bureau Sparks & Honey har ASMR på deres liste over 100 ting, der trender i 2016, og der er noget, der tyder på, de får ret. I hvert fald hvis man skeler til de mange ASMR kanaler på Youtube, som har tusindvis af abonnenter og mange millioner hits. 

ASMR er ikke blot en lytteoplevelse. Det er følelsen af nærvær og tryghed, som opstår ved at lytte til lyde, som med simple midler skabes af kanalens hovedperson og fortæller. Det kan være lyden af hår der bliver børstet, hænder der gnides, overflader der berøres, noter der nedfældes osv.

Ved første øjekast og gennemlytning kan de op til timelange ASMR sessions virke både obskure og grænseoverskridende. Men for den trofaste skare af brugere, er det ramme alvor og euforisk afstressning. 

Men hvordan kan helt almindelige hverdagslyde påvirke os emotionelt?
 

Fælles for alle disse lyde er, at de opstår i en form for berøring, hvilket man også kan kalde taktile lyde. Og fordi lydene er af taktil karakter, opstår der også hos lytteren en følelse af berøring. Så når fortælleren nusser med papir henover sit bord, kan det føles som at blive aet på ryggen. Eller når fortælleren berører piggene i en hårbørste, kan det føles som at blive prikket i hovedbunden eller kildet bag øret. 

Hvis jeg skal komme med et bud på, hvorfor ASMR virker, tror jeg bl.a. det skyldes en generel trang til at blive nurset. Fordi lyd påvirker os emotionelt, bliver lyden til redskabet, der opfylder trangen, og får folk til at vende tilbage igen og igen.

Har du lyst til selv at mærke hvad ASMR kan? 
Så tag hovedtelefonerne på (et must) og følg et af nedenstående links:
 

https://www.youtube.com/watch?v=LmNPLNdlO88
 

https://www.youtube.com/watch?v=RVpfHgC3ye0

Du kan også læse mere om ASMR her:

http://www.information.dk/mofo/asmr-lyden-af-tryghed