360° video og Virtual Reality - En ny lyd-epoke står for døren.

Lyd er en uundværlig del af film, gaming og andre multimedier, men er alligevel ofte reduceret til nice-to-have på prioriteringslisten. Det kan dog i nær fremtid meget vel ændre sig. 
3D video er i rivende udvikling inden for gaming, på film, på Facebook og alle andre platforme, hvor film bliver afspillet. Og fordi 3D-film ganske enkelt ikke opleves som 3D, hvis ikke også lyden er det, så kan vi meget vel se en opblomstring i lydbranchen i en nær fremtid.
Hvis vi vel at mærke er vågne!

Kravene til et lydmix vil blive større, og udfordringerne for en 3D-lyddesigner ligeså. Lydsiden skal være i stand til at underbygge den 3D-virkelighed billederne præsenterer dig for. Derfor vil et troværdigt lyddesign ikke længere være nice-to-have, men snarere need-to-have.
Netop derfor skal vi i lydbranchen være parate. Vi skal være proaktive, og vi skal tage del i den nye 3D udvikling. Vi skal begynde at øve os på, at 3D-lyd bliver en ny standard på lige fod med stereo. 

Men skal man ikke have et stort og dyrt højttalersystem for at kunne høre 3D lyd?

Nej. 
3D hovedtelefoner er allerede på markedet, og inden længe vil de være til at handle til fornuftige penge. Dvs. at du i dine hovedtelefoner kan høre om lyden kommer forfra, bagfra, ovenfra, nedenfra eller fra siderne. Vi har længe kendt til lyd, der omslutter os, den såkaldte immersive audio, i form af surround sound fra biografer og hjemmebiografer. Men den helt store forskel fra surround sound til 3D-lyd er, at lyden ikke kun bevæger sig horisontalt, men også vertikalt. Denne omsluttende lydoplevelse vil nu oven i købet også kunne blive hvermandseje, og noget du tager med dig på farten. 


2016 blev ved årets start udråbt af mange fagfolk og brandingeksperter som "Lydens år", men den helt store boom-effekt er måske udeblevet. Noget tyder dog på, at vi har den til gode.

Rigtig godt (l)ytår!

------------------------

3D lyd vil være relevant inden for: 

Virtual Reality (VR): En computersimuleret virkelighed der simulerer et miljø, hvor man oplever en fysisk tilstedeværelse i den virkelige verden. 

360° video: Videooptagelse som filmer til alle sider 360° rundt, hvor synsvinklen styres af brugeren under filmafspilningen. 

Computer-generated VR (CG VR): Virtual Reality Indhold som udelukkende er computergeneret, og altså ikke baseret på virkelighed. 

Augmented Reality (AR): Et miljø som er baseret på den virkelige verden, hvis elementer er augmenterede (forstørret/udvidet) af computergeneret input så som lyd, grafik, film, GPS data. 

Mixed Reality (MR): En sammensmeltning af den virtuelle og den virkelige verden, der tilsammen skaber et nyt miljø, hvor fysiske og digitale objekter sammen eksisterer og interagerer i realtime. 

Du kan læse mere om definitionerne på de forskellige begreber her.